Svømmehallen åbner igen
Mandag den 9. august åbner Støvring Svømmehal atter sine døre efter 3 uger med ferie/arbejdslukket.
I de første 3 uger af børnenes ferie havde Svømmehallen ekstraordinære åbningstider. Svømmehallen blev dog totalt svigtet af kunderne. Det var meget begrænset, hvor mange vandglade sjæle, der søgte til Svømmehallen. Vejret viste sig de fleste dage fra sin allerbedste side, men selv på de regnvejrsfyldte dage blev Svømmehallen ikke besøgt tilstrækkeligt.
Søndag i uge 28 startede håndværkerne med at tømme det store bassin og 2 dage efter kunne selve arbejdet begynde. Alt det gamle folie skulle afmonteres, beslag, dyser, stiger med mere skulle fjernes, før man kunne påbegynde selve arbejdet med det nye folie.
Tirsdag i uge 30 kunne man påbegynde vandpåfyldningen igen og hvad dermed hørte.
Ud over selve arbejdet med den nye foliebund blev også andre tekniske reperationer foretaget, så det har været en travl tid i Svømmehallen.
Men mandag i uge 32 skulle alt være parat til de forhåbentlig mange gæster, der gerne skulle besøge Svømmehallen.
Hverdagen starter igen og så plejer travlheden også at melde sig i Svømmehallen.

